Jeg har altid godt kunnet tænke mig at lære kinesisk, så en dag gik jeg ind i en boghandel for at se på noget undervisningsmateriale. Jeg så den kinesiske kalligrafi, som altid har fascineret mig. Side op og side ned var fyldte med disse smukke tegn, det ene mere kompliceret end det andet: streger og prikker, kroge og krummelurer. Jo mere jeg bladrede i bogen, jo mere kompliceret blev det tilsyneladende. Det så fuldstændigt umuligt ud. Det hele kørte rundt i hovedet på mig og jeg sagde til mig selv, at det ville jeg ALDRIG kunne lære. Jeg smækkede bogen i, satte den tilbage på hylden og forlod forretningen.
Men drømmen lever videre, og et år senere begyndte jeg at læse kinesisk på voksenuddannelsescenteret (da jeg først var kommet over chokket). Det var, som jeg havde forventet, svært, forvirrende og håbløst indviklet – men også utroligt fascinerende at forestille sig blot at kunne sige en enkelt sætning på kinesisk. Et semester senere fortsatte jeg mine studier på universitetet.
Nu blev kinesiskstudierne nærmest en mani. Jeg havde tidligere stiftet bekendtskab med huskekort. Det er små firkantede kort med kinesiske tegn på forsiden og betydningen og udtalen skrevet på bagsiden - en virkelig god måde at lære tegnene på. De fleste kinesiske ord består af to tegn, nogle gang endnu flere, så kortene, jeg lavede til mig selv, gav mig ikke et egentlig ordforråd. De er sprogets byggesten, men hvis man kender byggestenene, kan man lære at bygge ordene op.
Jeg havde kortene med overalt. Jeg havde altid en stak i min lomme, og så snart jeg havde et ledigt øjeblik, tog jeg dem frem. Jeg øvede mig, når jeg gik på gaden, når jeg ventede på bussen, i undergrundsbanen – selv da jeg sad i en skilift.
Efter et semester på Stockholms universitet befandt jeg mig pludselig i Beijing, hvor jeg kunne koncentrere mig endnu mere om at lære sproget. Det var pragtfuldt blot at være der – i Riget i Midten – og jeg kunne tale med kineserne!
Eller, hvis jeg skal være helt ærlig, så var ”tale med” nok lidt af en overdrivelse på det tidspunkt. Det handlede mere om at klare de mest basale ting – men for mig var der grund til at juble over, at jeg kunne forstå en hel sætning! Jeg indså, at det faktisk var muligt at lære dette sprog – men man skal have god tid, energi, tålmodighed og en ægte interesse for det.
I denne periode lavede jeg i princippet ikke andet end at lære kinesisk. Jeg var til timer, lavede lektier, og fortsatte så med en privatlærer om eftermiddagen. Jeg brugt i alt elleve timer om dagen fra halv syv om morgenen til klokken syv om aftenen (jeg holdt en times frokostpause). Derefter så jeg to timers kinesisk tv hver aften. Og så var jeg færdig – i alle betydninger af ordet.
Det har været et langvarigt og svært projekt at lære kinesisk, men også enormt spændende og skægt. Efter to års studier får man et rimeligt godt begynderniveau, det tager meget længere tid at komme til at tale flydende. Jeg kan uden overdrivelse sige, at det har kostet blod, sved og tårer, men det har været det hele værd.
Catarina Lilliehöök
Hårdt arbejde giver gode resultater. Klik her for at læse flere motiverende tips!
Denne fremmedsprogselev blev interesseret i sit målsprog på grund af hendes fascination af kinesisk kalligrafi. Dette tyder på, at hun har en visuel læringsstil. Vil du også analysere din foretrukne læringsstil?
Denne tekst er skrevet specielt til Lingu@net World Wide og er udgivet med tilladelse fra tekstens forfatter Catarina Lilliehöök, som også har skrevet en kinesisk bog om kultursammenstød og kulturelle forskelle og en bog om Kina på svensk.
Facebook 
Twitter